Visdomstænder

Hvad er visdomstænder

Visdomstænderne er de sidste tænder, der bryder frem i det blivende tandsæt. Det er den bagerste kindtand i over- og underkæben ud af i alt tre kindtænder. Visdomstænder har i dag ikke samme vigtige funktion som i fortiden, hvor man sled og tabte sine tænder langt tidligere i livet end nu til dags. Der var det meget brugbart med en ny kindtand, der først brød frem midt i livet, som kunne bruges til at tygge maden med, når de andre kindtænder helt eller delvist var tabt eller slidt ned. Evolutionen har imidlertid gjort, at menneskets kæber er blevet mindre, hvilket ofte resulterer i, at der er dårlig plads til frembrud af visdomstænderne. Mindre plads i kæben kombineret med at folk i dag bevarer alle deres tænder længere – mange hele livet – gør, at visdomstænderne under og efter frembrud kan volde smerter, irritation og skade på nabotænderne.
De fleste visdomstænder bryder frem omkring 20-årsalderen, men de kan også give ophav til problemer senere i livet. Ikke alle får deres visdomstænder, og det ses også, at man kun får nogle af dem. Dette kan enten skyldes, at visdomstanden ikke er dannet, eller at den ligger nede i kæben.

Som før nævnt er det ikke alle visdomstænder, der bryder frem, men det er alligevel vigtigt jævnligt at få dem kontrolleret med røntgenoptagelser. Visdomstænder, der ikke er brudt frem, kan nemlig i al ubemærkethed gøre skade på nabotænder og knogle i området, og dette vil måske kun kunne ses på et røntgenbillede. Nogle visdomstænder bryder kun delvist frem, men hvis det alligevel er muligt at holde tanden ren, og den ikke volder skade i området, skal den ikke nødvendigvis fjernes.

Hvornår skal en visdomstand fjernes

  • Besværet renhold: Hvis visdomstanden bryder frem på en sådan måde, at den er svær at holde ren, kan der komme betændelse og hævelse omkring tandkødet. Tilstanden vil være ledsaget af smerter, rødmen, hævelse og problemer med at åbne munden helt. Smerterne kan føles som om, de trækker nedad i kæben mod halsen eller opad mod øret og kæbeleddet. Dette kan behandles, men ofte vil problemet komme igen, og så anbefales det, at visdomstanden fjernes.
  • Caries i visdomstand/nabotand: Der kan også nemt opstå caries i visdomstanden, hvis den er svær at holde ren, og hvis den bryder frem på en sådan måde, at renhold af nabotanden også kompromitteres, kan denne også angribes af caries.
  • Fordybet tandkødslomme mellem visdomstand og tandkødslomme: Hvis en sådan fordybet tandkødslomme opstår, kan der også udvikles caries både i visdomstand og nabotand.
  • Ikke-frembrudt visdomstand, der skader nabotand: En visdomstand, der ikke er brudt frem, kan stadig skade nabotanden, ved at forårsage  i caries denne eller parodontose omkring den.
  • Cyste omkring visdomstandens krone: Dette ses relativt sjældent, men er en tilstand, hvor der dannes et væskefyldt hulrum/blære, også kaldet en cyste, omkring kronen på en visdomstand, der ikke er brudt frem. Cysten vil da blive fjernet sammen med visdomstanden

Hvis en visdomstand er fuldt frembrudt, vil den i nogle tilfælde kunne fjernes på samme måde som alle andre tænder – altså ved en almindelig tandudtrækning. Dette er som oftest tilfældet med visdomstænderne i overkæben. Hvis visdomstanden ikke er frembrudt, eller kun delvist er frembrudt, skal den fjernes operativt, dette kaldes en amotio, og sådan fjernes de fleste visdomstænder i underkæben.

×

Ring op

Skriv til mig
Står du i en situation, hvor du har behov for vores hjælp? Skriv til os via formularen nedenfor.

Find os

Menu